NADA – en nøgle til hjertet

Igennem de sidste otte år som yogalærer har jeg opdaget, at der findes flere forskellige ”nøgler” til mit hjerte. Med det mener jeg veje til at forstå mig selv bedre og til at opdage mit fulde potentiale som menneske på denne jord. Selvfølgelig er yogaen en af dem; via den har min livsbane forandret sig totalt, og min krop er blevet min ven. Men der er også andre nøgler, der har vist sig på min rejse.

Nogle har været med mig fra barndommen, jeg har bare skullet genopdage dem og give dem rum til at udfolde sig. At synge er sådan en nøgle – lige siden jeg var lille har der været lyd på. I løbet af det sidste års tid har jeg arbejdet med familieopstilling og opdaget, at mit ophav er en vigtig nøgle. Det samme gælder min cyklus og mit åndedræt. Når jeg deler disse nøgler med andre, vokser deres betydning i mit liv, og nu er det blevet tid til at dele endnu en nøgle – nemlig NADA.

Hvad er NADA?

NADA står for National Acupunture Detoxification Association og har en lang historie bag sig. Metoden blev udviklet af en amerikansk læge i 70 ́erne og bygger på traditionel kinesisk medicin. NADA er idag udbredt over hele verden – det bliver f.eks. anvendt i katastrofeområder. I Danmark bliver det brugt i psykiatrien, kriminalforsorgen, folkeskoler og på pressede arbejdspladser. Formålet er at styrke de ressourcer, som du allerede har – det kan være en hjælp til selvudvikling eller en vej til recovery efter sygdom eller kriser.

NADA er ikke en behandling, der kan helbrede sygdomme. Men alt hvad vi fejler, stresser os, psykisk og fysisk. Derfor kan du have stor gavn af NADA, uanset din skavank og øvrig behandling. Når dine indre ressourcer vækkes, kan du nemmere finde din vej tilbage til en sund og stærk krop. NADA har ingen bivirkninger og modarbejder ikke vestlige behandlingsformer.

Hvordan opleves NADA?

Uanset om du tror på metoden eller ej, vil dit nervesystem falde til ro. Måske er det ”bare” den beroligende effekt lige nu og her, som du mærker, når du hviler med nålene i ørene.  NADA kan beskrives som en stille samtale med dig selv, hvilket måske kan lyde lidt mystisk, men jeg vil forklare det ved at vende tilbage til mine egne oplevelser:

Det er som med den restorative yoga, at man ikke kan skjule, hvordan man har det. Dage er forskellige, og derfor er NADA også forskelligt fra gang til gang. Jeg har oplevet alt fra at falde i søvn, til at føle mig gennemstrømmet af lykke, til at blive ked af det eller rastløs. Men uanset hvilke følelser, der dukker op undervejs, så oplever jeg hver gang at lande lidt mere i mig selv.

Hvorfor NADA og yoga?

NADA har den samme fine effekt på kroppen, som yogaen kan have. For en del mennesker kan det      dog være svært at finde ro – også selvom de laver yoga – derfor kan NADA være et fint supplement til yogaen. Ved at stimulere fem akupunkturpunkter i hvert øre beroliges nervesystemet, organernes funktioner styrkes og sindet falder mere til ro. NADA fungerer lidt ligesom zoneterapi, her er det bare samme fem punkter som stimuleres hver gang.

Hvor, hvornår og hvordan foregår NADA?

I det nye år får du mulighed for at prøve NADA hos Yoga med vinger – du kan allerede nu booke plads via vores bookingsystem: Mandage i ulige uger kl. 18.30 og hver tirsdag kl. 8.45. Hvis du har lyst, kan du også deltage i den efterfølgende restorative yoga.

Det tager få minutter at sætte nålene. Det kan formentlig mærkes, når de sættes, men det klinger af i løbet af et minut. Du får lidt guidning i en støttet sidde- eller liggestilling. Efter 45 minutter fjernes nålene, og du får serveret en styrkende kop NADA-the.

For at opnå fuld effekt anbefales et forløb på 20 gange – du er dog velkommen til bare at komme og prøve. Du kan også bruge NADA mere akut for at få ro på nerverne op til eksamen, jobsamtale eller andre vigtige begivenheder i dit liv.

Hvad siger andre om NADA?

Min mor Mariama har fået NADA 10 gange:
”NADA giver ro og sam-/nærvær med mig selv. Vejrtrækningen bliver dybere og tankemylder ebber ud. Krop og sind taler og jeg lytter. Noget ændres uden ord og tiden går af sig selv. Tak for nu og jeg kommer igen.”

Min søster Cecilia har fået NADA 3 gange:
”Jeg fik NADA lige inden mit bryllup, hvor stressen og nerverne var på det højeste, og det var det mest beroligende, jeg kunne forestille mig. Hannas nærvær og ro gjorde, at jeg følte mig helt tryg, selvom jeg aldrig havde prøvet det før.”

Min veninde Lise har fået NADA 3 gange:
”Hver gang var forskellig – alt fra svimmelhed, kvalme, hovedpine, fryseture til ikke at mærke noget særligt. Men fælles var, at det kom og gik i bølger, og efterfølgende var jeg træt og afslappet – som om krop og sind var smittet af ro.”